Enhver, der har været i Grækenland, har sikkert lagt mærke til, at
mange, især mænd, går rundt og fumler med sådan en perlekæde. Den
ligner lidt den rosenkrans, som katolikker bruger til at holde styr på
Ave Maria'erne, og der skal nok være dem, der af samme grund tror, at
vi her har at gøre med fromme mennesker, der nærmest går rundt i
konstant bøn. På den anden side virker de sjældent som om, de i
synderlig grad har opmærksomheden rettet mod det hinsidige; de sidder
ofter og svinger med perlerne, mens de drikker deres kaffe eller ouzo
eller bare hænger ud og spiller smarte med deres motorcykel. Der er da
heller ikke nogetsomhelst religiøst ved denne komboloi, som tingesten
kaldes. På engelsk ser man den ind imellem betegnet som "worry-beads",
og der er også dem, der bruger den dansk(agtig)e betegnelse
"stressperler". Det synes jeg nu heller ikke virker specielt rammende
- det giver indtryk af, at vi har at gøre med stressede folk, der har
brug for noget til at holde pulsen nede med, og intet kunne være
længere fra den gamle græker, der sidder over sin kaffe og betragter
verdens gang, mens han leger med sin komboloi.

På visse gamle optagelser af rembetika kan man høre sådan en
spøjs,skrattende lyd, der angiver rytmen - lidt lige som de her
rillede, franskbrødslignende tingester, som vi vist alle kender fra
musiktimerne i folkeskolen, bare mere klar og ringlende - som for
eksempel her:

Her har vi at gøre med et såre ydmygt og ganske improviseret
musikinstrument: Det er simpelt hen en komboloi, brugt som
rytmeinstrument. Rent konkret foregår det sådan, at man hænger sin
komboloi på en knap, holder den stram med den ene hånd og med den
anden kører et lille glas hen over den. Tzortz har gjort et stort
nummer ud af, at man ikke skal undervurdere dette simple
akkompagnement, og en af dagene tog han mig med ud for at finde den
ideelle komboloi til musikalsk brug. Vi tog ned til Monastiraki, hvor
der ligger flere butikker med alt muligt tingeltangel og særlig vægt
på perler, plasticsmykker og den slags. Den stakkels ekspeditrice kom
på lidt af et arbejde. Normalt har en komboloi altid et ulige antal
perler, men Tzortz mente, at det var bedre, at antallet var lige, så
der var to ens rækker af perler at spille på. Derudover var det
vigtigt, at snoren havde den helt rigtige længde, så han insisterede
på at få den skilt ad, taget en perle ud og sat en ny snor i. Ærligt
talt, så tvivler jeg på, at den perle fra eller til gør det store ved
den musikalske præstation, og i grunden synes jeg også, at det tager
lidt af charmen ved dette improviserede 'instrument' at gøre så meget
ud af tilpasningen, men på den anden side betyder det, at jeg nu er
den lykkelige ejer af en aldeles unik komboloi. Derudover har jeg fået
udførlige instruktioner i, hvordan den skal bruges. Måske er det
simpelt hen en karriere som komboloi-virtuos, jeg skal satse på?

Der er nogle spørgsmål her i livet, som umiddelbart kan synes vældig
uskyldige, men stil dem i det rette (eller forkerte) selskab, og de
vil vise sig at være det stof, som krige er gjort af. Et af den slags
spørgsmål lyder: Hvor mange strenge har en bouzouki?

Den seneste eksponering for en bouzouki, som den gennemsnitlige,
ikke-grækofile dansker har været udsat for, er velsagtens en
kampagnevideo, som vittige hoveder fra de Konservative har lagt ud på
YouTube. Det er noget med, at Helle Thorning og Villy Søvndal efter
deres mening vil lede Danmark ud i ”græske tilstande”, og det er så
underforstået, at det er noget nær en skæbne værre end døden.

Det er vist nogenlunde til at se, at den bouzouki, som Villy Søvndal
skal forestille at spille på her, har fire strenge. Faktisk har den
otte, som man kan se på antallet af stemmeskruer, men de er stemt
sammen to og to, så de fungerer som fire. Om man vil kalde den
'tetrahordo' (firestrenget) eller 'okhtohordo' (ottestrenget), er
sådan lidt en smags sag. Det er ikke heri, det sprængfarlige består.

Nej, sagen er den, at selve denne bouzouki efter manges mening er en
moderne vederstyggelighed, en hån mod den gamle græske hash-omtågede
folkesjæl fra underverdenen i 30'ernes Piræus. Den firestrengede
bouzouki er et fænomen, der vandt frem i 50'erne og 60'erne. På det
tidspunkt var rembetika blevet populært, og en ny generation af
musikere tog over, anført af Manolis Hiotis; af nogle hyldes han som
en overlegen virtuos på instrumentet, af andre ses han som det store,
onde dyr, der solgte sin egen og rembetika-musikkens sjæl til
djævelen. De fire strenge gjorde det muligt at lave guitar-agtige
akkorder og lagde op til en masse lir, hvor musikerne rigtig kunne
vise, hvor hurtigt de kunne spille.

Den oprindelige bouzouki, derimod, havde kun tre dobbeltstrenge; den
kan så efter behag kaldes 'trihordo' (trestrenget) eller 'exahordo'
(seksstrenget). Den lægger op til en anden spillestil, og lyden er
også anderledes; en bouzouki med fire strenge er nødt til at være
kraftigere bygget for at kunne klare det øgede træk, og det påvirker
lyden.

Musikere, der søger tilbage til rødderne, sværger til den trestrengede
bouzouki. Til dem hører selvsagt min guru Tzortz. For slet ikke at
tale om de militante trihordo-forkæmpere på www.rebetiko.org.

Det er også der, min interesse ligger. Når ens stakkels øregange er
blevet mishandlet af en gang overgearet, firestrenget bouzouki-lir, er
det en lise for sjælen at grave en indspilning frem, hvor et af de
gode, gamle bonghoveder sidder og krænger sin sjæl ud med velvalgte
toner på tre strenge.

Nå, det kan være meget godt med al den her snak om musik, men det er
jo altså som om, der mangler noget, når man kun snakker om det. Vi må
hellere lige servere lidt smagsprøver, og det er jo ingen sag i disse
YouTube-tider.

Det her er en klassiker fra den gamle legende Markos Vamvakaris. En
sang om, hvordan han ville få alle politikerne til at ryge sig skæve,
hvis han var statsminister. Det er i øvrigt hans søn, Stelios, der
spiller bouzouki og synger her:

Nu skal man ikke uden videre sætte lighedstegn mellem musik med
bouzouki og så rembetika. Der er meget bouzouki-musik nu om dage, som
man aldrig ville kalde rembetika, og, nok så væsentligt, meget af den
gamle rembetika har aldrig set skyggen af en bouzouki. Det gælder for
eksempel denne sang med en anden gammel legende, Roza Eskenazy, med
den sigende titel ”Derfor ryger jeg kokain”:

Jeg får jo skrevet sådan lidt løst og fast her om det dersens
'rembetika'. Måske er der en og anden derude, der har læst lidt om det
andre steder også. Det får typisk et par ord med på vejen i guidebøger
om Grækenland; det bliver nævnt i forbifarten i en episode af den
herlige, svenske tegneserie om Arne And, og for en del år siden var
der en artikel om emnet i Samvirke (i øvrigt forfattet af
undertegnede). Hvis man har læst om det andre steder, er det højst
tænkeligt, at det ind imellem er blevet skrevet uden m, altså
'rebetika', og det vil måske undre visse professorer i logik, for nu
at citere Halfdan Rasmussen.

Se, her har vi jo så med det græske sprog at gøre. Som bekendt har de
deres egne, sjove bogstaver, de grækere, men i en dansk tekst som
denne skulle vi gerne holde os til de velkendte, latinske bogstaver,
og vi står altså med den opgave at skulle transskribere noget fra ét
alfabet til et andet. Det lyder jo såre simpelt – man kigger på en
liste over, hvad de græske bogstaver står for, konstaterer, at det,
der ser ud som et P i virkeligheden er et R, og så finder man bare
det, som det svarer til.

Så simpelt er det bare ikke helt. Tag nu for eksempel det græske
bogstav, der ser ud som et X. På dansk har vi ikke noget, der helt
svarer til. Der er dem, der kan finde på at gengive det som 'ch', og
det er der en vis logik i; det lyder nemlig lidt som det tyske 'ch',
som vi kender det fra Johann Sebastian Bach – sådan en h-lyd, hvor man
lægger al den danske uartikulerede grød bag sig og virkelig siger h
med hele struben. Problemet er bare, at hvis vi konsekvent skriver det
som 'ch', er der mange, der umiddelbart vil udtale det som i 'charme'
eller 'chat', og det var jo ikke meningen. Der er også dem, der kan
finde på at skrive det som 'kh'; det giver færre misforståelser, men
frister let til at man udtaler det som et k, slet og ret, og det er
heller ikke helt godt. Jeg hælder nok selv til bare at skrive det som
et h og så håbe på, at folk giver den gas med h-lyden. Men man kan
bare ikke rigtig vinde.

Med ordet 're(m)betika' bliver det rigtig sjovt. Hvis vi tager hvert
bogstav for sig, ser det ikke så slemt ud, at det gør noget – hvert
enkelt af dem kan så nogenlunde siges at svare til hver deres latinske
bogstav. Taget på den måde får vi resultatet r-e-m-p-e-t-i-k-a.
Problemet er bare, at m og p er mere, end hvad de giver sig ud for.
Det hænger sammen med, at bogstavet b ikke findes i det græske
alfabet. Det gjorde det i gamle dage, det var det, der hed et beta, og
selve bogstavet findes såmænd stadig, det er bare blevet til et v (og
hedder nu vita). Alligevel har grækerne ret tit brug for at skulle
skrive 'b', og der har de så fundet den snedige udvej at bruge
bogstavkombinationen 'mp'. Ordet bouzouki skrives altså, hvis man
transkriberer direkte, 'mpouzouki', og med græske bogstaver bliver Bob
Dylan til 'Mpomp Ntylan' (de skriver nemlig også bogstavet 'd' som
'nt' ...)

Der er så bare en tendens til, at der smutter lidt af m-lyden med
alligevel, i hvert fald når kombinationen 'mp' optræder inde midt i et
ord, så det ender med at blive en slags 'mb'. I øjeblikket står mine
øren på stilke, hver gang jeg hører en græker sige ordet
're(m)betika'. Nogle gange synes jeg, at jeg kan høre tilstrækkeligt
med antydning af et 'm' til at retfærdiggøre, at det kommer med. Andre
gange synes jeg, at det lyder som et rent 'b'. Jeg skifter mening
sådan cirka hver anden dag om, hvad der er det rigtige. Lige i dag
hælder jeg nok mest til at skrive 'rebetika', og det kan jeg jo for så
vidt også bare gøre, det er immervæk min blog, og jeg kan skrive, hvad
jeg vil. Men som sagt er ideen jo, at der en dag skulle komme en bog
ud af alle anstrengelserne, og der bliver jeg jo nok nødt til at skære
igennem og lægge mig fast på en bestemt løsning.

Så er der måske også dem, der har set stavemåden 'rebetiko'. Det er så
til gengæld ikke et spørgsmål om alfabet – også på græsk kan man finde
det med både a og o i enden. Med o er det ental, med a er det flertal;
når man taler om en type musik, giver det i bund og grund slet ikke
rigtig mening at tale om tal, og derfor er det sådan lidt hip som hap,
hvad man bruger.

Dagens lektion bestod i de første skridt ind i den græske musikteoris
forunderlige verden.

Tzortz begyndte med at ridse det overordnede billede op: Dur og mol.
Det er sådan noget, de fleste har hørt om. Vi lærer, at det er de to
grundlæggende former for tonearter; man siger typisk, at dur lyder
glad og munter, mens mol er trist og sørgelig. Lidt mere teknisk set
er princippet, at det handler om, hvilke intervaller, der er mellem
tonerne – men det ligger så også nogenlunde fast. En dur-skala er en
dur-skala, og sådan er det.

Sådan er det bare ikke i græsk musik. 'Dur' er et familienavn, der
dækker over en masse forskellige slags skalaer. Det, de har til
fælles, er afstanden mellem grundtonen og den tredje tone, når man går
opad. De andre intervaller kan være vidt forskellige, og alt efter,
hvordan de ligger, kaldes skalaen for hitzaz, housam, rast,
hitzaz-nigriz eller noget andet eksotisk.

Det, vi kalder en skala, er en række toner, der spænder over en oktav,
altså otte toner i alt, hvor den sidste er den samme som den første,
bare højere. Så højt skal jeg dog ikke gabe endnu; Tzortz
koncentrerede sig om de første fem toner, de såkaldte 'pentahorda'. I
den traditionelle musik fra Ipiros, en egn i det nordlige Grækenland
op mod grænsen til Albanien, er det dem, man bruger. Og så gik han
ellers i gang. Han skrev tonerne ned som noder og tegnede dem ind på
et diagram over halsen på en baglamas, med instruktion i, hvilke
fingre, der skulle sættes hvor. Jeg spillede dem igennem, langsomt og
så omhyggeligt, jeg kunne, og Tzortz lod til at være godt tilfreds med
min indsats. Efterhånden ville jeg få det, som han kaldte 'mnimi ton
daktylon', sagde han – fingrenes hukommelse, hvor de stakkels pølser
af sig selv ville vide, hvor de skulle gå hen.

Når Tzortz fortæller om musikkens hemmeligheder, krydrer han det også
med finesser ved det græske sprog. Der er ikke det ord på græsk, som
han ikke kan vride en eller anden dybere, hemmelig mening ud af.
'Sofos', for eksempel. Det er det ord, vi kender fra 'filosof', som er
en, der elsker visdom, og 'sofos' betyder altså vis eller klog. Men
det er sammensat af to andre ord, siger Tzortz; det ene er 'eso', der
betyder 'indeni', og det andet er 'fos', der betyder lys. Visdom er
altså et lys indeni.

Den samme dybere pointe får han ud af gribebrættet på en baglamas.
Harmonien i en given skala bygger på den første, tredje og femte tone;
når man finder dem på gribebrættet, danner de spidserne i en trekant.
Lidt mere skæv, hvis der er tale om en dur-toneart, for den er mindre
harmonisk. Trekantens harmoni og visdommens indre lys. Et ydmygt
instrument, hvis praktiske dyd var, at det var let at skjule, når
politiet var efter én, indeholder åbenbart universets dybeste
hemmeligheder. Den græske musiks svar på Kabbalah. Zen og kunsten at
spille baglamas.

Efter den egentlige seance var slut, fik han også lige nævnt, at selve
gudindenavnet Afroditi (eller Afrodite, som man vil udtale det på
oldgræsk) rummede hemmeligheden for skønhed. Det var et anagram,
forklarede han. Hvis man byttede om på bogstaverne, fik man
hemmeligheden. Jeg ventede, at den helt store åbenbaring ventede, ikke
mindst i betragtning af, hvor hemmelighedsfuldt, han gjorde indtryk
af, at det hele var. Det ord, der gemte sig i gudindens navn, var
'diatrofi'. Det betyder sådan noget som 'diæt' eller 'kost', altså
det, man spiser. Den store hemmelighed var åbenbart, at man ikke
bliver smuk, hvis ikke man spiser ordentligt. Det kunne jeg nu nok
have sagt mig selv, også uden at skulle om ad guddommelige græske
navne. Men OK, ind imellem er mening og sammenhæng i tingene noget, vi
griber ud af luften ud fra det, der nu ligger for næsen af os. Tzortz
er min guru, der skal lære mig om housam og hitzaz-nigriz; hvis han
henviser til en gudindes navn i stedet for Sundhedsstyrelsens seneste
anbefalinger, så fint med mig.

”Ti ora ine?”
Det betød ”hvad er klokken”; så vidt rækker mit parlørgræske dog, og
jeg forsøgte efter bedste evne at svare manden, der spurgte. Han havde
prajet mig på Dionysiou Areopagitou, på det sidste stykke ud mod
Syngrou-boulevarden, og lyste overrasket op, da han hørte mig svare.
”Oh, you're not Greek?? Where are you from?”
Det er da altid smigrende sådan at blive taget for én af
lokalbefolkningen, og da jeg svarede Danmark, begyndte han straks at
tale på noget dansk-svensk-agtigt. Der var for alvor ved at være fyret
op for den hjertelige stemning. Så ville han høre lidt om, hvad jeg
lavede, hvor jeg boede i Athen, og så videre, og så videre. Til sidst
kom det uundgåelige.
”Come, let's have a beer”.
Beklager, makker. Jeg falder ikke for det nummer. Jeg undslog mig
med, at jeg skulle videre og mødes med nogle venner.
Og hvorfor ville jeg dog ikke drikke en enkelt øl med den rare mand,
er der måske nogen, der vil spørge. Se, sagen er den, at det her er
en rigtig Athen-klassiker, rettet mod mænd, der går rundt i byen for
sig selv. Der ville være sket det, at vi var gået hen på en eller
anden bar, som han tilfældigvis kendte, og vi ville have taget en øl.
Så ville der være kommet nogle søde piger, som sluttede sig til
selskabet, og så skulle de da også lige have en drink. På et eller
andet tidspunkt ville der så pludselig dukke en regning op, til mig,
forstås, på den forkerte side af 100 euro, og den rare mand ville
pludselig ikke være så rar længere – hvis jeg ikke betalte, ville der
være øretæver i luften.

Jeg har mødt folk, der er hoppet på den gentagne gange. Jeg havde
også en studiekammerat, der var fuldstændig på det rene med, hvad det
gik ud på, men som alligevel gik med, så han med egne øjne kunne
forvisse sig om, hvordan det foregik. Det lykkedes ham at nøjes med én
drink (som de så stadig ville have ham til at betale en mindre formue
for), samt at mase sig forbi gorillaen i døren og løbe fra dem.

I dag blev jeg så igen prajet af en fyr, denne gang nede i nærheden af
Kapnikarea-kirken. Igen spurgte han på græsk, hvad klokken var, igen
troede han søreme, at jeg var græker; ham her var så en af dem, der
udmærket kendte Danmark, han havde en ven i Odense. Jeg ventede så på
den med, om ikke vi skulle tage os en drink, men den kom ikke – han
sagde bare farvel og hav det godt. Jeg var ganske forundret, men jeg
havde vitterlig gjort alt for at ligne én, der vidste, hvor han var på
vej hen, og som i øvrigt havde temmelig travlt. Fyren har nok været
erfaren nok i branchen til at kunne kende et offer, hvor det ikke var
umagen værd at forsøge. Eller var han virkelig bare en flink fyr, der
ville vide, hvad klokken var, og som ville sludre lidt? Var jeg blevet
et af den slags mistroiske mennesker, der bare per automatik tror det
værste om andre? Jeg følte et lille stik af ærgrelse og skam, da jeg
gik videre.

Senere kiggede jeg tilfældigt ned af en snæver sidegade. Der stod han,
fyren, jeg havde talt med for lidt siden. Ude foran en afsidesliggende
bar, spejdende rundt omkring som en musvåge efter bytte. Nej, det var
ikke mig, der var blevet for mistroisk. Han var, hvad jeg antog ham
for – og åbenbart én af slagsen, der vidste, hvornår det ikke kunne
betale sig at forsøge at slå kløerne i et muligt byttedyr.

Jeg har haft min første lektion hos mesteren.

Jeg havde aftalt at mødes med Tzortz ved metrostationen Syngrou-Fix;
den er tæt på min bopæl i Parthenonos-gaden, og åbenbart også tæt på
hans hjem. Vi krydsede med græsk dødsforagt den hårrejsende trafik på
den brede Syngrou-boulevard og kom op i de snævre gader til hans lille
stuelejlighed i Fotomara-gaden. I hans reoler stod diverse værker om
musik og en oldgræsk ordbog. På et par stativer på gulvet stod to
guitarer, en bouzouki og en tzouras – en lille bouzouki eller en stor
baglamas, kald den, hvad du vil, det er sådan en mellemstørrelse
mellem de to. Han rullede sig en cigaret, lavede kaffe, besvarede en
SMS, hvorefter vi i ro og mag kom til sagen. Han bad mig spille noget
på min baglamas. Efter et par indledende undskyldninger for min
ringhed klimprede jeg lidt fra ”Soura ke mastoura”, en sang af Anestis
Delias, blandt venner kendt som Artemis, indtil han døde i en alt for
ung alder af en overdosis.

Tzortz sagde, at alting var dobbelt svært for mig, som ikke er græker,
og at jeg fortjente desto mere ros for min ildhu. Det var på den ene
side en flink måde at få sagt, at jeg spiller ad helvede til, på den
anden side en erklæring om, at han har en vis tiltro til, at jeg ikke
desto mindre kan få lært noget. Derefter gik vi videre til den
egentlige, første lektion. Det var ikke noget med at spille en melodi.
Ej heller noget med at spille en skala. End ikke noget med at stemme
tingesten. Nej, med langsomme, velovervejede armbevægelser viste han
mig, hvordan man tager sin baglamas og holder den rigtigt. Den rette
højde (lige ved det nederste ribben). Den rette vinkel (gribebrættet
omkring 45 grader i forhold til højre lår, hvis det peger nogenlunde
fremad). Jeg skulle prøve at slå en enkelt tone an, mens jeg holdt den
i forskellige vinkler, og lægge mærke til forskellen – og finde lige
det sted, hvor den lød helt rigtig. Så videre til, hvordan jeg holdt
plekteret. Hvilken vinkel plekteret skulle ramme strengen i.
Nøjagtigt hvor strengen skulle slås an. Hvordan det hele kom fra
hjernen, og hvor meget, der gik tabt, før det endte nede i hånden.
Hvordan jeg skulle koncentrere mig om hånden, om at slå strengen an.
Hver eneste detalje blev gennemgået. Og det var bare højre hånd. Der
skete intet på gribebrættet endnu.

Så nåede vi til venstre hånd. Tommelfingeren, der skulle hvile
vinkelret på gribebrættet. Pegefingeren, som han kaldte 'odigos' –
chaufføren, den der styrede lange- og ringfinger, og som skulle
holdes, som man holder om aftrækkeren på en pistol. Jeg er engang
blevet instrueret i at skyde med pistol, og det var vist ikke helt
sådan, men lad nu det ligge. Tzortz kan bruge en hvilken som helst
analogi, der passer ham, så længe den lærer mig noget om at spille
baglamas. Han understregede, at fingrene skal holdes helt, helt
anderledes, end når man spiller guitar. Slet ikke noget med barrégreb.
Og så var der lige lillefingeren, der næsten aldrig skulle bruges. Kun
i kromatiske skalaer. En nødfinger, til når det virkelig ikke kan være
anderledes.

Vi nåede så vidt som til at han hurtigt fik gennemgået hitzaz-skalaen,
men det var mest som et eksempel. Det handlede først og fremmest om at
blive fortrolig med at lade hænderne finde de helt rigtige positioner.
Jeg skulle gå hjem og øve mig i at tage min baglamas op og holde den.
Og jeg skulle gøre det igen, når jeg vågnede om morgenen.

Ja, mester. Som du befaler.

Inden jeg tog afsted, havde jeg flere ideer om ting, jeg burde lære
lidt mere af hernede. Jeg havde overvejet, om jeg skulle tage et
intensivt kursus i nygræsk; jeg kan godt tygge mig igennem et stykke
tekst med flittig brug af ordbog og grammatik, men jeg kan slet ikke
nok til at bruge større mængder af litteratur, der er skrevet på
græsk.
Hvis jeg skulle præstere et stykke borende forskning i rembetika på
højt, akademisk niveau, er der ingen tvivl om, at jeg ville være nødt
til at forbedre mit græske ganske betragteligt. Men det er trods alt
ikke det, der er hensigten. Jeg vil først og fremmest skrive en bog,
der forhåbentlig kan smitte en og anden læser med min egen fascination
af denne type musik og den verden, hvor den opstod. Og til den ende
tror jeg, at tiden og finanserne er bedre investeret i at få fingrene
i det, som det hele handler om, nemlig musikken. At lære noget om,
hvordan man spiller den.

Om jeg kan lære så meget, at andre kan få noget ud af at høre mig
spille, er sikkert tvivlsomt. Men jeg er overbevist om, at jeg ender
med at kunne skrive en bedre bog, og Tzortz, min græske mr. Miyagi,
kommer til at have en ikke ringe del af æren derfor.

Nå, men hvad skal jeg så helt nøjagtigt lave her i Athen?

Tja, jeg skulle jo gerne se at få læst noget om emnet, om
rembetika-musikken, og få sat mine egne ord på et og andet. Det er
godt at komme lidt væk fra det hele for at få fred og ro til den
slags, men strengt taget kunne jeg også godt have siddet hjemme og
gjort det. Jeg har selv et pænt udvalg af relevante bøger, og skrive
burde jeg kunne hvor som helst (selv om mange skrivende sjæle derude
nok vil give mig ret i, at lidt luftforandring kan være godt til at få
sat lidt skub i processen).

Hvad det til gengæld kniber med i København er selve det, som det hele
handler om – musikken. Det er ikke ligefrem fordi den danske hovedstad
myldrer med rembetika-orkestre (jeg kender til ét af slagsen, de
herlige Manges Nargile), og godt nok har jeg en pæn samling
indspilninger, men det giver altså noget lidt andet, når man er i en
by, hvor netop denne musik er en levende del af lydbilledet.

Og så er der det med den praktiske side af min research. Det kan være
meget godt at læse om gamle dages legendariske musikere, om deres
instrumenter og om de tillempninger af østerlandske skalaer, som deres
musik var bygget op om – men jeg vil gerne lidt mere end det. Jeg vil
gerne have noget rembetika i fingrene, ikke bare i hovedet.

For et års tid siden købte jeg en baglamas over nettet. Det er et
instrument, som sammen med bouzoukien udgør grundstammen i megen
rembetika-musik. Den ligner i det store hele en bouzouki, der er
krøbet temmelig meget i vask; i gamle dage var den populær, fordi den
var let at lave af forhåndenværende remedier (selve lydlegemet kunne
laves af et skildpaddeskjold, en konservesdåse, en halv kokosnød eller
bare udhules af en træklods), og fordi den var let at gemme – det var
en stor fordel, hvis man sad i fængsel (og det gjorde de gamle
rembetika-musikere ofte), eller hvis politiet var efter én og ville
smadre ens instrumenter. For mit vedkommende har fordelen været den
knap så maleriske, at den var let at pakke ned i kufferten, hvor den
kunne ligge trygt og godt, polstret af tøjet. Jeg har muntret mig lidt
med at klimpre lidt på den ved aftenstide derhjemme, men jeg vil ikke
påstå, at jeg sådan for alvor kan spille. Det vil immervæk være en
mild overdrivelse at kalde mig musiker.

Nå, men jeg tænkte jo som så, at når nu jeg skulle være i Athen, kunne
det da være, at jeg kunne finde en eller anden, der kunne lære mig et
og andet om det lille dyr. Jeg skrev til Giorgos Karellas, den
instrumentmager, jeg havde købt den af, og han sendte prompte følgende
begejstrede, men kryptiske svar tilbage:

"Well you come Christoffer, I will regulate him, the schoolteacher he
is friend and speaks English. Come from the laboratory we drink
coffee."

Jeg valgte at tolke det sådan, at han kendte én, der gav timer, og at
jeg bare skulle komme forbi hans værksted og få en kop kaffe og snakke
om tingene. Det gjorde jeg så. Så snart jeg præsenterede mig, lyste
han op i et stort smil, bredte armene ud og bød mig indenfor.
Værkstedet ligger i Psyrri, en bydel, der for 20 år siden var en
omgang nedslidt slum, for 15 år siden var nyt, hipt og up-coming, og
som nu er ved at være præget af etableret smarte cafeer.

Giorgos Karellas' værksted er dog hverken hipt eller smart, men mere
quadratisch, praktisch, gut, hvis altså man kan finde, hvad man skal
bruge i rodedyngen af værktøj, der tårner sig op på høvlebænken. Det
kan han åbenbart selv, og det er det der tæller. Fra loft og vægge
hænger et antal mere eller mindre færdige bouzoukier, baglamas'er og
guitarer; ind imellem er der gamle, ødelagte instrumenter, som han
øjensynlig har fået ind til reparation.

Han skulle lige ordne en forsendelse af nogle ting, hvorefter han
ringede til sin ven, ham der underviste. Han hed George – jeg kunne
forestille mig, at han egentlig også hed Giorgos, men åbenbart gik han
under en anglificeret udgave af navnet. Tzortz, som det lød i
Karellas' græske mund. Han rakte mig telefonen, og da Tzortz hørte, at
jeg var i værkstedet, sagde han, at han ville kigge forbi – han kunne
være der om et kvarter. I ventetiden lavede Karellas kaffe.

Tzortz ankom på en funklende mountainbike med affjedring og hele det
hollandske udtræk, suppleret med strømlinede solbriller og cykelhjelm.
De gamle ”manges” - de folk fra underverdenen, som den oprindelige
rembetika opstod blandt – var nogle hårde negle, og det er en type,
som man nok vil sige er helt og aldeles uforenelig med mountainbike og
cykelhjelm. Men Tzortz havde en udstråling af noget, der trodsede den
slags ydre vedhæng. Han var vel et sted i fyrrerne, med viltert, sort
hår og et fyldigt fuldskæg og talte udmærket engelsk. Et par danske
brokker havde han også fået fat i, da han i sin tid boede på Rhodos.
Han fortalte, at han allerede havde en fransk elev; da han hørte, at
jeg skulle være her en måned, foreslog han, at jeg fik timer hver dag
– når måneden var gået, ville jeg vide alt, hvad der var at vide om at
spille baglamas.

Han lød som én, der vidste, hvad han talte om. Han havde forsket i de
mange forskellige måder at stemme en bouzouki på, som de gamle
musikere brugte, og havde fundet frem til over 30 forskellige
stemninger. Om fredagen spillede han på en lille fisketaverna i
Piræus, og han og Karellas gik i gang med at planlægge, hvor jeg og
den franske elev skulle sidde ved bordet, når vi skulle ned for at
høre ham – vi skulle have pladser, hvor vi både kunne høre og se, hvad
hans fingre lavede på gribebrættet.

Så vidt, så godt. Jeg skal have min første time hos ham i dag. Jeg kan
have min tvivl på, hvorvidt jeg virkelig ved alt om at spille baglamas
efter en måned, men jeg er ret sikker på, at Tzortz er den rette mand
at få noget at vide af.

Jeg er nu ankommet til Athen.

Ideen er, at jeg skal finde ud af en masse om rembetika, og hvis alt
går vel, skulle der gerne ende med at komme en bog ud af det. Det er
så her, jeg hellere må yde en lille service for eventuelle læsere
derude, som ikke er helt klar over, hvad 'rembetika' er for noget.

For nu at få det helt grundlæggende på plads – det er ikke noget, der
kan spises, og det er heller ikke lavet af marmor, sådan som det er
tilfældet med så mange andre af Grækenlands attraktioner. Det, vi har
at gøre med, er en form for musik.

Når man siger græsk musik, plejer de fleste at sige Zorba, og dermed
mener de sådan noget med nogle sydlandske charmører, der danser rundt
med armene på skuldrene af hinanden til den her karakteristiske,
metalliske klimpren, der er fast ingrediens i turistreklamer og som
baggrundsstøj i græske restauranter verden over.

Det instrument, som lyden kommer fra, kaldes en bouzouki, og her
begynder vi at nærme os sagens kerne. I dag er den et nationalsymbol
på linje med Akropolis og soldater i strutskørter, man hører lyden af
bouzoukimusik overalt, og i souvenirbutikkerne kan man få
bouzoukiformede spilledåser og ditto flasker med ouzo af højst
tvivlsom kvalitet.

Sådan har det ikke altid været. I 1920'erne var bouzoukien indbegrebet
af lavstatus. Den hørte til blandt ludere og lommetyve og i fængsler
og ydmyge beværtninger, hvor samfundets bund mødtes og røg sig
knokkelskæve i hash og spillede og sang for hinanden om deres
trængsler. Rembetika er musikken fra dengang, og den lever i bedste
velgående den dag i dag.

"Den her skal du læse!"

Det er sjældent, at vildt fremmede mennesker ude i det offentlige rum
henvender sig til mig med bestemt, grænsende til det kommanderende,
tonefald. Nu skete det så, og så kan jeg jo glæde mig over, at det
ikke var for at påtale noget ved min adfærd eller for at forlange et
eller andet groft urimeligt af mig. Næ, jeg stod såmænd bare og
kiggede på nogle bøger hos Arnold Busck i Købmagergade, og damen
stillede et eksemplar af Hjalmar Söderbergs "Doktor Glas" tilbage på
sin plads (der var lige for næsen af mig) med ovennævnte bemærkning.

Faktisk er den på listen over bøger, jeg godt kunne tænke mig at læse,
så det var ikke fordi hendes påbud i sig selv ændrede mit liv. Men
hvor det dog kan bringe en smule glæde på en kold hverdag i det
åndsforladte dagens Danmark, når ganske fremmede mennesker giver sig
til at tale med en om bøger i en boghandel, og så endda om en bog, som
ikke er en svensk krimi eller en samtalebog med Johannes Møllehave.
Det burde folk gøre noget mere. Hvis der er nogen, der med rimelighed
kan kaldes 'folk', som læser dette, er opfordringen hermed givet
videre!

Det bliver så ikke lige med det allerførste, at jeg får fulgt
opfordringen. Jeg stikker af til Athen på lørdag for at fordybe mig i
den græske rembetika-musik (det skulle i øvrigt også gerne ende med en
bog, altså én, hvor jeg selv er ved roret), og til den ende får jeg
sikkert rigeligt med faglitteratur, der skal pløjes igennem, noget af
det endda på græsk. Men bagefter. Bare så du ved det, dame - Doktor
Glas er på listen.